Vikaruddannelse til psykiatrien – 29 dage

Vikaruddannelse til psykiatrien – 29 dage

Vikaruddannelsen indeholder følgende emner:

Grundlæggende arbejde i socialpsykiatrien


Målet med forløbet: Deltageren kan medvirke i tilrettelæggelsen af et målrettet omsorgs- og støtteforløb i samarbejde med den sindslidende borger i overensstemmelse med dennes behov, ønsker og sikkerhed. Endvidere kan deltageren medvirke til etablering, vedligeholdelse og afslutning af et professionelt kontaktforløb. Desuden kan deltageren medvirke i rådgivning i forhold til rettigheder, information (herunder om brugerbevægelsen) og støtte til den sindslidende borger og dennes pårørende og øvrige netværk. Deltageren kan genkende psykoser og angsttilstande (ud fra viden om baggrund og adfærd) hos den sindslidende borger samt videregive observationer til relevante samarbejdspartnere. Deltageren har kendskab til relevant medicinsk behandling og dennes virkninger og bivirkninger. Desuden har deltageren kendskab til misbrugsproblematikker. Deltageren kender sin egen funktion i forhold til den forebyggende og sundhedsfremmende indsats (herunder forebyggelse af indlæggelse) over for den sindslidende borger i forhold til den samlede udvikling og organisering af psykiatrien. Desuden kan deltageren i samspil med den sindslidende borger samt andre samarbejdspartnere medvirke til at evaluere og justere egen indsats i et længerevarende samarbejde med den sindslidende borger. I den forbindelse kan deltageren opsøge relevant viden med henblik på udvikling af egen praksis. Deltagerne kan, inden for eget kompetenceområde, arbejde med øget bevidsthed om egne grænser i arbejdssituationer og er mere bevidste om egne ressourcer og begrænsninger. I sit daglige arbejde kan deltageren tage højde for relevant gældende lovgivning. Endvidere har deltageren kendskab til værdierne i FN’s Handicapkonvention samt de fælles nationale værdier i den tværsektorielle indsats for sindslidende.

Magt og omsorg

Målet med forløbet: Deltageren kan i samværet med og omsorgen for borgeren tage udgangspunkt i borgerens oplevede behov for hjælp og støtte og yde denne på en værdig og respektfuld måde ud fra reglerne om magtanvendelse. Deltageren kan kende adfærd, der viser, at borgeren ikke oplever behov for hjælp og kan analysere baggrunden for, at borgeren vægrer sig ved omsorgsydelsen. Deltageren kan udarbejde handleplaner, der giver mulighed for omsorgsydelse uden anvendelse af magt. Deltageren kan anvende de gældende indberetningsskemaer og kender det formelle arbejde omkring indberetning og anmodning om indgreb i selvbestemmelsesretten.

Anerkendende kommunikation i omsorgsarbejdet

Målet med forløbet: I det daglige arbejde kan deltageren påtage sig det professionelle ansvar for at etablere anerkendende relationer i arbejde med sundhed, omsorg og pleje eller i pædagogisk arbejde. I det arbejde kan deltageren tage udgangspunkt i de relevante værdier, der afspejles i formålsparagraffen for enten sundhedsloven, serviceloven eller dagtilbudsloven. På baggrund af forståelse for anerkendende grundprincipper kan deltageren i sin daglige praksis anvende grundlæggende anerkendende kommunikationsredskaber. Deltageren kan endvidere bidrage til og tage ansvar for respektfuld, værdig og udviklende dialog med brugere/børn/patienter, pårørende og kollegaer.

 

Arbejdet med lavaffektive metoder – Low Arousal

Mål med forløbet: Deltageren kan, med afsæt i en forståelse for konfliktminimering, ikke-konfrontation og forebyggende indsats med fokus på metoden Low Arousal, skabe afstemte relationer til borgere med kognitive funktionsnedsættelser og problemskabende adfærd, og herigennem skabe en trivselsfremmende indsats, der minimerer problemskabende adfærd og magtanvendelser i det pædagogiske arbejde. Deltageren har forståelse for de grundlæggende principper i Low Arousal og kan forstå problemskabende adfærd som en mestringsstrategi for borgeren, og tilpasse eventuelle krav i forhold hertil. Deltageren kan, på baggrund af viden om affektregulering og selvkontrol, identificere, forebygge og håndtere for høj eller for lav arousal og tilpasse egen adfærd, samt pædagogiske og fysiske rammer til gavn for borgerens trivsel. Deltageren har viden om stress, og kan på baggrund af iagttagelser udarbejde enkle stress-analyser, samt vurdere borgerens samlede stress-belastning i en given situation, og justere den pædagogiske indsats og forventninger på denne baggrund. Deltageren har forståelse for eget og kollegers ansvar i konflikter, og kan reflektere over egen og kollegers rolle i borgerens liv. Deltageren kan på baggrund heraf indgå i faglig sparring med kolleger med sigte på at minimere konflikter.

Deeskalerende kommunikation

Målet med forløbet: Deltageren har viden om deeskalerende kommunikation og kan ud fra en relations- og individorienteret tilgang i arbejdet med borgere med sindslidelser: – vurdere behovet for deeskalerende kommunikation med henblik på nedbringelse af tvang- forebygge konflikter eller risiko for eskalering i konfliktfyldte situationer ved at anvende deeskalerende kommunikation Deltageren kender de kommunikative deeskalerende teknikker og har trænet anvendelsen af disse.

Borgere med misbrugsproblemer

Målet med forløbet: Deltageren kan på baggrund af et vist problemkendskab og/eller erfaringer identificere tegn og signaler hos borgere med misbrugsproblemer. Deltageren kender de fysiske, psykiske og sociale problematikker i forhold til misbrug og kan i det daglige pleje- og omsorgsarbejde samarbejde med borgeren med respekt for borgerens livssituation. Deltageren kan forebygge problemer i samarbejdet på baggrund af viden om, hvordan misbrug kan påvirke adfærden, og har desuden forståelse for misbrugets konsekvenser for borgerens relationer og netværk. Deltageren kan på baggrund af kendskab til teorier om årsager til misbrug reflektere over egen praksis, herunder betydningen af myter, fordomme og egne holdninger til misbrug. Deltageren kan udføre arbejdet i overensstemmelse med gældende lovgivning. På baggrund af forståelse for sin egen rolle kan deltageren vurdere behovet for at inddrage relevante samarbejdspartnere og videregive relevante observationer.

Dokumentation og evaluering af pæd./sosuarbejde

Målet med forløbet: Deltageren kan indgå i arbejdet med at dokumentere og evaluere målene i pædagogisk arbejde eller social- og sundhedsarbejde. Deltageren har kendskab til forskellige former for dokumentation som en måde at præcisere og udvikle opstillede mål og metoder på og kan inddrage de retslige og etiske aspekter i valget af dokumentationsformer. Deltageren kan indgå i arbejdet med at iagttage, beskrive og analysere egen daglig praksis med henblik på en vurdering af, om denne leder frem mod de opstillede mål og en udvikling af praksis. Deltageren kan videregive observationer til relevante samarbejdspartnere og indgå i dialog med disse om fremtidige handlemuligheder.

Dato: 
Kommer snarest

Varighed:
29 dage

Vil du vide mere om uddannelsen kan du kontakte Knud Erik Hostrup på knuderik@altidgruppen.dk
eller 27 11 51 60