Altid Vikar

Seniorer kan redde velfærden

Vi kan forvente endnu mere pres på velfærden de kommende år, når tusindvis af unge fra 2027 bliver indkaldt til Forsvaret. Seniorerne står dog klar til at erstatte den unge arbejdskraft, hvis altså seniorerne inden da ikke aldersdiskrimineres ud af arbejdsmarkedet.

Af Knud Erik Hostrup, Direktør i Altid Vikar ApS og bestyrelsesmedlem i Brancheforeningen Fleksibel Arbejdskraft, Dansk Erhverv.

 

Vi kender formentlig alle til de unge generationer, der tager orlov efter endt ungdomsuddannelse og bruger et par år på at tjene nogle penge og rejse ud i verden.

Det er velkendt, at var det ikke for disse unge, smukke mennesker, så ville det se endnu mere sløjt ud med personalesituationen på omsorgs- og handicapområdet og i børnehaverne. 

En fast del af arbejdsstyrken er gennem mange år netop disse unge på ”gennemrejse”, hvor de som fx pædagogmedhjælpere og handicaphjælpere, arbejder til gavn for borgernes velfærd og trivsel, og har bidraget til at skabe kontinuitet som fast personale. I hvert tilfælde for et år ad gangen.

Men det kan delvist slutte nu. For samtidig med, at topøkonomer forudser, at der om få år mangler mindst 88.000 offentligt ansatte, så kan velfærdsområderne forvente at blive endnu mere presset, når tusindvis unge, ligestillede kvinder og mænd skal til at aftjene deres værnepligt, som følge af oprustningen i Danmark og NATO.

Det er med andre ord endnu en ledelsesmæssig udfordring for de kommunale ledere, når der skal ansættes personale til velfærdsområderne, enten som faste medhjælpere eller som interne vikarer. For allerede fra 2027 stiger værnepligten fra fire til 11 måneder og der sker en fordobling i antallet af rekrutter. Den sikkerhedspolitiske situation gør, at det er urealistisk, at vi vender tilbage til det, som var.

Når institutionsledere og kommuner fremover slår stillinger op, så er det naturligvis fortsat en mulighed at ansætte nabokommunens medarbejdere i alderen 25-35 år. Men det løser ikke behovet for at udvide arbejdsmarkedet ud fra et samfundsmæssigt perspektiv.

Den største barriere for at udvide arbejdsmarkedet, er den aldersdiskrimination, der finder sted, fordi seniorer på +55 ofte slet ikke kommer til samtale til de opslåede job. Det viser al erfaring desværre.

Alle disse ”ældre” mennesker i alderen fra 55 år og op. Ja, pensionister helt op i 70´erne kommer i stedet til Altid Seniorvikar, fordi rygtet er løbet i forvejen. Her sender vi dem til stor nytte for især bosteder og børnehaver ud at arbejde, når der mangler fast personale ved sygdom, orlov eller værnepligt. 

Seniorerne bliver i stigende grad en vigtig del af arbejdsstyrken, det daglige fællesskab og omsorgsopgaverne. Og vel at mærke uden at nogen forventer, at seniorer klatrer i træer eller løber 100 meter løb. Arbejdet bliver tilrettelagt efter mennesket først.

Seniorvikarer kan være med til at redde velfærden, hvis de altså ikke aldersdiskrimineres ud af arbejdsmarkedet. Men det starter med, at seniorerne bliver inviteret til jobsamtaler, og at de bliver tilbudt fleksibilitet i stedet for fuldtidsstillinger. De tager gerne tager en tørn ekstra, er sjældent syge og holder ikke tre ugers ferie i juli.

 

Scroll to Top

Book an appointment