Af Knud Erik Hostrup, direktør i Altid Vikar og bestyrelsesmedlem i Brancheforeningen Fleksibel Arbejdskraft, Dansk Erhverv.
Kommentar. Et vikarbureau er ikke bare et vikarbureau. Alligevel bliver autoriserede og ikke autoriserede bureauer ofte set på, som om de er det samme. Det er på tide, at vi bliver bedre til at skille skidt fra kanel.
Vikarer spiller i dag en vigtig rolle på det sociale og sundhedsfaglige område. På bosteder, plejeområdet og andre sociale tilbud er vikarer med til at sikre kontinuitet, faglighed og tryghed, når den faste bemanding ikke slår til.
Men når debatten handler om vikarbureauer, bliver branchen ofte omtalt under ét. Og når der skal købes vikarydelser, kan pris nemt komme til at fylde mere end spørgsmålet om, hvilke krav bureauet faktisk stiller til sig selv som arbejdsgiver og leverandør.
Her risikerer vi at blande skidt og kanel. Brancheforeningen Fleksibel Arbejdskraft (BFA) under Dansk Erhverv har etableret en autorisationsordning for vikarbureauer. Medlemsbureauerne skal autoriseres og løbende leve op til et regelsæt, der blandt andet stiller krav til overholdelse af lovgivning, ansættelses- og lønvilkår samt bureauernes arbejdsgiverforpligtelser.
Autorisationen indebærer kontrol og skal fornyes årligt.
Det gælder også de overenskomster, som vikarbureauet har tiltrådt gennem Dansk Erhverv. Autorisationens formål er at skabe sikkerhed for både brugervirksomheder og medarbejdere i vikarbureauerne for, at de autoriserede vikarbureauer overholder lovgivningen og de arbejdsgiverforpligtelser, de har påtaget sig.
Det betyder ikke, at et vikarbureau uden autorisation nødvendigvis leverer en dårlig ydelse. Men det betyder, at der er en væsentlig forskel: Et autoriseret bureau har frivilligt valgt at underlægge sig et fælles regelsæt og ekstern kontrol.
Den forskel bør være synlig – også når kommuner, regioner og private sociale tilbud køber vikarydelser. For hvad konkurrerer vi egentlig på?
Hvis timeprisen er det vigtigste, uden at der samtidig spørges til dokumentation, ordnede forhold og kvalitetssikring, risikerer ansvarlige vikarbureauer at konkurrere på ulige vilkår. I sidste ende kan det få konsekvenser langt ud over vikarbranchen.
På socialområdet arbejder vi med mennesker, som ofte befinder sig i sårbare livssituationer. Derfor bør kravene være høje til de virksomheder, der leverer medarbejdere til området.
Autorisation løser ikke alle kvalitetsproblemer, og den bør aldrig stå alene. Men den giver et dokumenteret holdepunkt og gør det muligt at stille et helt enkelt spørgsmål: “Hvilke krav har jeres vikarbureau egentlig forpligtet sig til at overholde – og hvem kontrollerer det”?
Det spørgsmål bør fylde langt mere, når fremtidens vikarydelser på socialområdet skal vælges. Konkurrence i vikarbranchen er godt, men vi skal konkurrere på et oplyst grundlag – og holde op med at blande skidt og kanel.